fredag den 31. august 2012

14 uger

Så er Albert blevet 14 uger gammel! Hans ører står efterhånden nok så flot. Vipper lige når han bliver træt, men ellers står de faktisk som de skal..

Han er en festlig lille fyr, som man kun kan more sig over. Og forleden var han temmelig farverig. Han bliver rød på kinderne fordi Binka bider ham der (savlet farver pelsen rød) og så var han gul på snuden fordi han stak den for langt frem da Binka skulle tisse.. Klog lille bandit... Hmm...
Binka er i øvrigt begyndt at tø noget mere op overfor ham. Man kan mærke hun slapper mere og mere af selvom han er her.. Men af og til skal han da også lige have en skideballe, så han ved hvor skabet står ;o)
Men samtidig er hun begyndt at lægge sig ned til ham om natten. Hun sover normalt HELE natten i vores seng, men hun mener åbenbart at Albert skal have lidt selskab. Det er da lidt sødt..

Her får Albert lige at vide at nu er det nok!
Han har fået sig en ny hobby der går ud på at spise regnorme! Eller spise og spise. Men de skal graves op og leges med! Vældig spøjst at stå og se på..

Vi har efterhånden noget af en samling af hundelegetøj, og af og til går Albert på opdagelse i bunken, og finder noget han tilsyneladende aldrig har fundet før! Han bliver i hvert fald noget så lykkelig for at finde det, og så har han noget at lave den næste halve time.

Ude på vores altan har vi tomatplanter, og Albert har fundet ud af hvordan man plukker tomater. Så af og til kommer han ind med en grøn tomat som han så hygger sig med at spise meget langsomt. Nok fordi den er pivsur!

Vi er begyndt at lave en del klikkertræning, og jeg forsøger at lære ham lidt tricks. Rulle rundt, dreje rundt osv. Derudover er vi begyndt til hvalpetræning, og det er helt kanon! Vi har fundet et dejligt hold at gå på, hvor træningen ikke består af højre, venstre ligeud men mere af kontaktøvelser og samarbejde. Det er SÅ sjovt, ikke mindst fordi Alberts ene søster også er på holdet. Det var sjovt at se dem første gang, for de kunne tydeligt kende hinanden, og de kunne finde ud af at lege med det samme!

Ringtræning har vi også været til. Der kom to af hans søstre, OG hans mor og kennelmor Britt! Hooold da op hvor blev han glad da han så sin mor og Britt igen!! Og Britt skal bare lige kalde, så står alle hvalpene foran hende! Det var næsten rørende at se. Britt glemmer de ALDRIG, det kan jeg garantere!

Vi har været på nogle hyggelige skovture, hvor vi har plukket hindbær og brombær og når vi står der og plukker, jamen så lægger Albert sig ned og slapper af indtil vi er færdige. Han har en fantastisk tålmodighed den lille mand når han vil :o)

Og når man kommer hjem fra skoven, SÅ er man træt for hold da op den lille hjerne skal gennemgå alt det den har oplevet!

Her på pladsen hvor vi bor er der nogle grønlændere der holder til og sidder og hygger sig i solen med en øl.. De er begyndt at råbe Nanok efter ham... Hvorfor mon *G*

Jeg købte jo en transportkasse til ham i bilen, fordi han var meget utryg ved at køre bil. Så snart han kom ind i kassen blev han rolig. Han bliver en smule køresyg, men ikke så slemt igen, og det er noget der går over med alderen. Ham er i hvert fald blevet MEGET glad for sin kasse, og når man skal have ham ud derfra, så er det ikke så nemt igen, for det kan godt være han egentlig ikke er så vild med at komme derind, men når  først han er derinde er det jo meget hyggeligt!

Og så har han været med på besøg hos min kusine der har katte.. Hmm dem ved han ikke rigtigt med! De er nogle underlige hunde, og ingen af dem vil snakke og lege med ham.. De siger bare underlige lyde og puster sig op! Æv.. Når nu man gerne ville hilse på dem!

Han er blevet NÆSTEN lige så glad for tennisbolde som gode gamle Gilbert var. Har fundet sine første bolde i buskadset omkring tennisbanerne. Dygtig lille mand *G*

Det med at blive renlig går langsomt fremad. Vi vinder ingen konkurrencer på det punkt men det skal nok komme. Ingen pøller indenfor den sidste måned, men at tisse, deeet er en helt anden sag. Om natten kan han holde sig i 7-8 timer, og så begynder han at pive for at gøre opmærksom på at nu skal han altså ud, men om dagen skal man stadig være over ham hver gang han har leget eller spist eller sovet eller lavet noget andet, og så gå ud med ham, for da siger han altså ikke til!

Fordi han går og spiser alt muligt har han haft dårlig mave et par gange, og den ene gang endda så meget at han slet ikke ville spise, og var smådeprimeret. Men heldigvis gik det hurtigt over igen, og han spiste løs for fulde gardiner! Det første foder han var begyndt på var jeg ikke særlig tilfreds med., så nu prøver vi et nyt. Regal. Indtil videre er det en succes. Han kan lide det, og virker til at trives på det, så det holder vi os til indtil videre.

Han har også været hos dyrlægen for at få anden vaccination. Han opførte sig noget så eksemplarisk! ikke en lyd da han blev stukket, og tog bare det hele noget så roligt. Desværre var hans analkirtler blevet betændte så han fik dem tømt (DET vakte ikke begejstring!) og fik en antibiotikakur, og jeg kan da se at det går bedre nu, så det var rart lige at få det ordnet. Dyrlægen var vildt begejstret over både hans opførsel sind og udseende, og jeg kan da så absolut heller ikke klage! Jeg synes Albert er noget så fantastisk!!

Og det var vist alt for denne gang. Albert siger farvel og på gensyn :o)

torsdag den 9. august 2012

Albert oplever..

Albert er nu 10½ uger gammel.

Han har været til et lille minitræf med nogle af sine søskende.
Det lykkedes lige at få samlet 5 af de 11 hvalpe til en lille hyggestund, og de kunne helt sikkert kende hinanden, for det var bare igang med at lege med det samme. De fik lige et par timer hvor de legede, sov i bunke og legede igen. det var en rigtig hyggelig dag, både for hundene, og for os ejere, der kunne sidde og sige at sådan og sådan gør min hund, og sådan gør min osv. Rigtig hyggeligt lige at få udvekslet lidt erfaringer.
Tilsyneladende er Albert dog den eneste der er mørkeræd!

Lørdag var vi til udstilling i KHKG. Ikke for at udstille, bare for at opleve det hele. Og igen var et par brødre, Arthur og Amigo der, så der blev leget igen igen. Og ellers tog de det allesammen bare stille og roligt, fik hilst på deres onkel Ice, der lige blev BIR, så det var også en rigtig hyggelig dag med en masse hvide hunde!

Ups, brormand blev vist sur:


Og så har vi holdt fødselsdag herhjemme. så der kom lidt gæster. Det generede ham ikke stort. Han hilste glad da de kom, undrede sig igen over at Binka skulle flippe sådan ud af bar glæde, men ellers så brugte han det meste af tiden på at ligge i køkkenet og sove, lige afbrudt af at han skulle ind og hilse af og til. Han opførte sig eksemplarisk mens her var gæster, men da de var gået mente han at det var på tide at der skulle ske noget, så han flippede ud og skulle bide i ALT han kunne finde, gø af os, gø af Binka. Så det blev til en lang nattur, så han kunne krudte lidt af!

Generelt opfører han sig rigtig pænt. Jeg er så småt begyndt at træne med ham, mest indlæring af klikker, og så træner vi kontakt når vi går. Det er han hamrende dygtig til! Han går og kigger op på mig konstant når jeg prøver at få hans opmærksomhed. Det var jeg ellers bange for kunne blive et problem, for han gik i starten med snuden i jorden mere eller mindre konstant, men han begynder så småt at finde ud af at det er mig der er den spændende, og ikke omgivelserne..

En lille video af det jeg har fornøjelsen af at kigge ned på hver gang vi går tur:


Ellers er han blevet rigtig glad for altanen. Der sover han rigtig meget ude. Jeg har ham under mistanke for at være igang med at anlægge græsplæne derude, for han har allerede spredt godt med jord derude, og græsfrø hiver han hjem i pelsen, så nu venter han tilsyneladende bare på regn....

Hans ører er så småt begyndt at stå begge to.. Det ene vipper bare stadig lidt i spidsen, men det får ham skam ikke til at se mindre hvalpet ud!


Og nu elsker han jo at opleve, så derfor fik han lov til at komme med på Dyrehavsbakken. Det er ikke noget jeg normalt ville udsætte så ung en hvalp for, men han har psyken til at klare det. Desværre var der rigtig mange mennesker derude, det var da lidt irriterende, men så fik han da prøvet det! Vi tog nogle ture på 10-15 min på Bakken, og så lige ud og gå lidt udenfor hvor der ikke var mennesker, så det gik. Første gang vi ville ud satte han sig dog til at skrige, fordi han ville tilbage, meen jeg syntes lige han skulle have lidt pauser også.
Men generelt var det bare sådan at han futtede rundt, blev nusset og krammet, fandt lidt popcorn rundt omkring og havde en fest. Når jeg syntes det hele gik lidt for langsomt blev han taget op og båret et par minutter, men så skreg han og ville ned og opleve igen. Så fik han lov til det... Og han bed sig fast i Binkas sele og tøffede rundt efter hende. Til sidst sluttede vi af med at vi mennesker fik en burger, mens begge hunde lå under bordet og hyggede sig, så det var en rigtig hyggelig tur. Og var Albert så træt efter den tur? Nej.. Han gik hjem og legede med et pivedyr i en time...

Til gengæld er han begyndt at sove igennem om natten, og vækker mig ikke for at skulle ned og tisse. Men så skal jeg til gengæld også skynde mig at komme ud med ham om morgenen når jeg vågner, for så skal han altså tisse!

Og så slutter vi vist bare af med lidt billeder af banditten ;o)






fredag den 3. august 2012

Albert falder til i sit nye hjem.

Ja, man ville jo så gerne skrive ALT det Albert oplever og finder på, men ja, med en lille hvalp i huset er der bare ikke tid til det! Det gælder om at være på stikkerne, for der sker noget hele tiden, og ALT skal undersøges! Med tænderne naturligvis. Meen det går.. Vi er forberedt.

I onsdags var Albert i hundesvømmehallen for første gang! Det var vist en blandet fornøjelse! Uha, koldt vand, og hvor er det farligt at blive sat ned i vandet! Men ingen panik, og en helt fantastisk svømmestil fra første sekund! Jeg er ikke i tvivl om at han nok skal blive rigtig glad for det, når han finder ud af at det ikke er farligt.
Et lille klip af en svømmetur:
http://s1062.photobucket.com/albums/t494/hvidealbert/Albert%20hjemme/?action=view&current=Albertsvmmer.mp4

Albert virker dejligt lærenem. Jeg besluttede at se om han kunne finde ud af at sitte på kommando. Inden der var gået 2 min kunne han. Det lover ganske godt. Det er en god ting at kunne når man er byhund og skal over gaden hele tiden. Så er det smart at vide at man skal sætte sig ved kantstenen og vente til man må gå.

Han har også været på familiebesøg. Det tog han meget stille og roligt. Han kunne dog ikke forstå hvorfor Binka flippede totalt ud på vej op ad trappen hos mine forældre! Det var lige i overkanten mente han vist! Men selve besøget var rigtig hyggeligt. Der var nyt legetøj man kunne lege med, og så er Albert glad!



Binka har generelt taget rigtig pænt imod ham... Hun synes han er irriterende, men så småt begynder hun at lege med ham. MEGET forsigtigt! Næsten for forsigtigt, for når de leger får han lov til alt. Når de ikke leger kan hun godt lige bede ham om at smutte hvis han vil lege med hendes legetøj når hun er igang med det! Men jeg synes hun er meget dygtig!

Han er blevet helt glad for sit bur, og bruger det som hule af og til. Til bilen er der også blevet investeret i en transportkasse, som han er glad for. Han pev meget når vi kørte bil, men det er stort set forsvundet efter han kom i kassen. Han falder meget bedre til ro, og skal ikke koncentrere sig om alt det der sker

I starten pev og hylede han af alt! Det er stort set væk. Det er deejligt! Der er dog et tidspunkt hvor han stadig piver/hyler.. Og det er når han skal på nattur. Han er rygende mørkeræd! Vil virkelig ikke over på pladsen hvor der er mørkt! Men mon ikke det kommer..

Ovre på pladsen kommer der rigtig mange andre hunde, så Albert får virkelig hilst på nogle stykker! Og nogle ejere! De synes naturligvis han er noget af det mest bedårende. Og det kan jeg jo kun give dem ret i. Han er noget så fantastisk ;)

Legetøj er noget vi har masser af.. Dyrt indkøbt legetøj.. Men hvis i spørger Albert, ja så er der altså ikke noget som et dejligt paprør fra en køkkenrulle! Uha, det kan man bruge timer på! Det kan kastes med, hives i, og ikke mindst spises!

Den første uge tilbragte han jo mest sammen med sin farmand, da jeg skulle på arbejde... Det var vist en godt investeret uge, for hold da op hvor fik Albert charmet sig ind hos farmand! Han er jo nærmest smeltet..

Albert er helt fantastisk synes jeg. Han tager tingene i strakt arm og der skal meget til at vippe ham af pinden

Nye farlige ting får et VUF, og så undersøger vi dem sammen og finder ud af at de jo slet ikke er farlige... Riste i jorden vader han hen over som den største selvfølgelighed.
Her hvor vi bor er der en stor statue af Gandhi.. Da Albert så den syntes han den så mægtig farlig ud, så den fik lige et VUF! Jeg gik hen, løftede ham op til statuen, han slikkede Gandhi på næsen, og så var alt ok. Det var da ligefør det var et helt rørende øjeblik ;o)

Generelt er han en rigtig byhund, der elsker at der sker noget. Og så er han en ægte tingfinder, der skal have ALT i munden. Så han har da lige haft et par dage med dårlig mave, fordi han ikke er helt god til at sortere hvad han stopper i maven!

Albert kom også med på arbejde en dag for lige at hilse på..
Han gik ind, hilste på mine kolleger, snuste lidt rundt, og så lagde han sig midt på gulvet og observerede hvad der så ellers skete der.. HELT fantastisk reaktion! Jeg ELSKER min lille hund! Han er bare helt rigtig :o)

Jeg har jo endelig ferie, så vi kommer lidt rundt. Albert er jo lidt en eventyrer, så han kommer ud og opleve i et noget hurtigere tempo end jeg normalt ville gøre med sådan en lille hvalp, så han har både været:

I mosen og se på gæs:
Ja, da han havde kigget på dem i 5 min lagde han sig ned og slappede af.

Så har han været i Dyrehaven:
Og der fik man da set lidt heste!
Dem der trak vogne var man da helt ligeglad med, men dem der med mennesker på ryggen var liiidt underlige...

I dag var han med hjemme og hilse på mine forældres hund. Det var altså også ganske hyggeligt! Hun var dejligt tålmodig, man måtte stjæle alt hendes legetøj, og hun skældte NÆSTEN ikke ud!


Det var vist alt for denne gang, på snarligt gensyn :o)