mandag den 10. juni 2013

Hyrdeinstinkt-test på Fyn

Test af hyrdeinstinkt.

29-04-2013 var vi en flok ejere af hvide schweiziske hyrdehunde, der drog mod Fyn for at få testet vores hyrdehunde for hyrdeinstinkt. 7 hunde ialt havde vi med. Den hvide bliver jo ikke brugt særlig meget til at hyrde, så vi syntes det kunne være sjovt at se hvordan det rent faktisk står til med deres hyrdeinstinkt. Vibeke, der hyrder med hendes hvide, havde arrangeret en dag hos Jesper Sørensen i Otterup, hvor vores hunde skulle ind til fårene, så vi kunne se om der overhovedet er noget instinkt tilbage i hundene!
For hvad er en hyrdehund hvis den ikke kan hyrde?

Vi mødtes klokken 8 om morgenen (det var en tidlig dag for en del af os, der havde en lang køretur først) og startede ud med morgenmad og kaffe og en kort præsentation af os og vores hunde, og en snak om hvad vi lavede med vores hunde i hverdagen. Der var hunde i alderen fra 11 måneder til 5 år.

Albert ser fårene første gang. GI MIG!

Og så kom vi ud og hyrde. Første omgang foregik med hundene i en lang line, så de kunne styres. Til at starte med har man jo ingen idé om hvordan hundene opfører sig overfor fårene når de kommer tæt på, og hverken hunde eller får skal jo på nogen måde skades.


Det handler jo så om med hunden, at få fårene derhen hvor man vil have dem! Det kræver arbejde af hunden, men så sandelig også af fører, der jo skal holde øje med hvor fårene er på vej hen..


Det var jo så samtidig sandhedens øjeblik, hvor man fik en idé om hvad ens hund sagde til at komme i nærheden af fårene! Der var meget forskel, nogle satte direkte kurs mod fårene, og andre skulle lige hyggesnuse lidt rundt omkring, således nåede en tæve at blive meget gode venner med et lille lam,men der gik ikke lang tid for nogen af dem før de fandt ud af at man altså kunne et og andet med de der får!
Nogle gik lige på og hårdt, og skulle bare hen til de får og have flyttet rundt på dem, mens andre skulle bruge lidt mere tid på at finde ud af hvordan man fik fårene til at flytte sig!


Men alle som en fattede de hvad der skete.
Britt og Cherie
Og så var der jo os ejere, for hunden kan jo ikke gøre hele arbejdet, det er jo os, der skal forklare hunden hvad det er de skal. I starten rendte vi som hundene rundt med hovedet under armen, men efterhånden som man fik lidt coaching af Jesper fattede man hvad det var man skulle holde øje med. Et får, der begyndte at kigge den anden vej i forhold til de andre skulle man lige være opmærksom på, og få gennet i den rigtige retning. Jeg tror man havde været på banen i ca 3 min, så var man seriøst bidt af den her sport! Den er intet mindre end vanedannende! Det var sjovt at se på at de andre var inde, og hvordan deres hunde reagerede, men selv at være på banen, det var TOPPEN!!!

Vibeke og Cippe
 
Så var der frokost hvor vi fik snakket vores indledende øvelser på banen igennem, og Jesper briefede lidt om hvad vi skulle gang med nu. Næste punkt var nemlig at skulle i en mindre indhegning, hvor hundene skulle ind til fårene uden snor. Der udbrød lettere bekymring, for hvad nu hvis hundene bed fårene?? Jamen det gør de ikke,sagde Jesper! Og det måtte vi jo så stole på, for det er jo ham der ved noget om hunde og får, vi andre er jo totalt nybegyndere.

Efter frokosten kom vi så over i den mindre indhegning, hvor hundene kom ind til fårene i helt fri dressur. Man er altid spændt på hvordan ens hund reagerer når den bare får serveret muligheden for at rende efter løse dyr, men alle hundene klarede det til UG.
Vi fik en løvrive, som vi brugte til at hjælpe hundene til at holde afstand til fårene med, og den blev også brugt til at vise hundene at de f.eks skulle drive den anden vej rundt.

Det er noget af en udfordring, især for et bymenneske som mig, at holde styr på hund, får og løvrive, men det gik faktisk godt. På et tidspunkt skulle Jesper lige forklare mig noget, og jeg stod og lyttede koncentreret, og pludselig kiggede jeg på Albert, der lige så roligt løb rundt i en cirkel omkring mig, og sørgede for at fårene holdt sig til mig.


Man bliver altså lidt imponeret over hvor meget det ligger i generne på de hunde. De ved hvad de skal...

Men hold nu fast hvor bliver man bidt af det der hyrdning! Når der er noget som ens hund forstår, jamen så bliver det pludselig rigtig sjovt.

Dagen sluttede af med en evaluering af hver enkelt hund, og det så således ud:

3 hunde fik bedømmelsen udmærkede hyrdeanlæg 3
3 fik meget gode hyrdeanlæg
1 fik gode hyrdeanlæg

Albert var en af dem der fik stemplet "Udmærkede hyrdeanlæg", og det kan man jo ikke være utilfreds med.
Rart at få at vide at han har udmærkede hyrdeanlæg, således at vi kunne vende hjem med en hund, der stadig kan kaldes Hvid Schweizisk Hyrdehund, og ikke var blevet degraderet til Hvid Schweizisk Hund ;)

Vi er helt klart hooked på hyrdning, og det skal prøves igen!

onsdag den 29. maj 2013

Klubudstilling i KHKG i Taulov


Alberts første klubudstilling i KHKG, hans første overnatning ude, og hans første fødselsdag!!

Taulov, 25-05-2013.

25. maj var så dagen, hvor Albert for det første blev 1 år gammel, og for det andet var på sin første klubudstilling i KHKG, Klub for Hyrde- Kvæg- og Gårdhunde uden specialklub.

Min søde kusine havde indvilliget i at tage med på udstilling, og hendes moster, der bor på Fyn, havde tilbudt at vi kunne overnatte hos hende, så vi skulle knapt så tidligt op og af sted. Så fredag den 24. maj tog vi til Fyn til Moster Rita. Det var SÅ hyggeligt! Moster Rita ELSKER hunde, men har ikke længere selv hund, så at få en på besøg var en begivenhed i sig selv. Albert måtte stort set alt, og skulle da så sandelig også have godbidder af forskellig art, for han skulle jo have det godt! Og pommes frites med remoulade var da også et must!


Vi havde hans bur med, og det sov han i om natten. Det kender han jo allerede, så det var lidt som at være hjemme for ham. Han faldt rimeligt hurtigt til ro da vi gik i seng, og fandt sig så fint i at være på besøg, og opførte sig så eksemplarisk som en stor klodset hvalp på 1 år nu kan opføre sig.


Lørdag den 25. var så den store dag hvor Albert både havde fødselsdag og skulle udstilles! Naturligvis blev der sunget fødselsdagssang for ham, for det hører sig jo til! Og en morgengodbid var der da også til ham.

Nå, vi tog af sted på udstilling i Taulov. Vejret var forfærdeligt hele vejen over Fyn, så vi gruede for dagen!  Vejrudsigterne havde heller ikke ligefrem været opløftende. Heldigvis var der et telt vi kunne tilbringe dagen i da vi kom frem, men alligevel, en hel dag i regn, det er bare ikke sjovt…
Da vi nåede Taulov begyndte det faktisk at lysne, så meteorologerne kan tage deres forudsigelser, og stikke dem et vist sted hen kan de, for rent faktisk blev det en dag stort set uden regn fra det sekund udstillingen gik i gang. Så det var jo helt fantastisk! Også meget rart at det ikke var høj sol så man blev helt stegt af at sidde ude en hel dag.
Udstillingen gik i gang. Vi havde nummer 23, så der var masser af tid til at sidde og se på de andre inden, og snakke med de andre udstillere og deres hunde. Albert havde jo sit bur han kunne slappe af i, så han lagde sig bare til at sove, træt af oplevelser fra besøget hos Moster Rita.

Tiden for at vi skulle i ringen begyndte at nærme sig, så jeg ville lige gå lidt med Albert og få gang i benene på ham. Godt jeg var i god tid, for da jeg kiggede ind i hans bur lå han og snorksov, og kunne knapt vækkes! Så lettere stivbenet kom han ud af buret, og vi gik en hurtig tur, så han kunne komme lidt på dupperne.
Men vi kom i ringen, Albert blev kigget igennem af dommeren. Det finder han sig fint i, for det er jo bare skønt når nogen vil hilse. Og så skulle vi ud og løbe! Albert hang en smule, han var stadig ikke vågnet helt efter sin lur, men det gik helt fint. Og så over og stilles op foran dommeren. Han er god til at stå stille mens man retter ham lidt ind og får ham til at stå rigtigt.. Og så ud af ringen igen, med et excellent, og et CK. Ikke dårligt!







Derefter skulle vi så ind til kampen om at blive Bedste Han. Vi skulle op mod Luka, så der regnede jeg ikke med at vi ville vinde, for Luka er en skøn, dejlig, stor og fuldvoksen hanhund, og ganske rigtigt blev det Luka der blev bedste hanhund i racen, men vi fik jo så en fin andenplads, OG et Junior-Klub-Certifikat! Får vi to mere af dem, så bliver Albert Junior-Klub-Champion, så det må jo være målet nu!
Og så er det jo ikke nogen skam at tabe til en hund, der bliver Champion på dagen vel?

 Bedste Han

Nå men da vi jo fik excellent skulle vi jo så også ind i konkurrencen om Bedste Junior. Der gav jo så en del ventetid, hvor Albert fik sovet endnu mere ud, og endda faldt i søvn i sin vandskål! Det gik fint i Ringen, Albert opførte sig eksemplarisk, men vi blev hurtigt plukket ud som dem der ikke var videre i konkurrencen, men sjovt at få lov at løbe i Store Ring, det var det da!

 Her er vi inde i konkurrencen om Bedste Junior



Og at det så endda var på hans 1-års fødselsdag, det kan man jo heller ikke brokke sig over! Så han fik naturligvis lidt lækkert og noget legetøj han kunne hygge sig med.

Hygger med flag og roset og kaninøre at gumle på!

 Og så vil jeg da nok mene at vi fik udstillingskarrieren skudt igang på manér, med hele 3 udstillinger på under en måned! Mig, der ikke er udstillingsmenneske.. Men der er flere udstillinger under opsejling, så lad os se hvordan det går.

tirsdag den 28. maj 2013

Skue på Dyrehavsbakken


Dyrehavsbakken 9-5-2013

Kristi Himmelfartsdag skulle Albert så til sit første skue ude på Dyrehavsbakken.

Det var en lidt grå dag med lidt regn, men sådan er det at have hund. Man må bare klæde sig på.
Vi tog afsted, og masser af vores andre hundevenner var med og kiggede på, så det var rigtig hyggeligt.
Og så fik Binka jo også lov til at komme med denne gang, så det var jo dobbelt hyggeligt

Vi kom i ringen, og Albert opførte sig eksemplarisk, fik et excellent, og blev placeret som 3. bedste han.

Kritikken:

Bakkeskuet 09-05-2013, Dommer Britt Siegstad:
11 mdr gl meget god type str og kønspræg god hals og overlinie udm. benstammer, korrekte kropsproportioner kileformet hoved korrekt bid kunne ønske stærkere underkæbe velvinklet for og bag pels af korrekt struktur korrekte øjne gode bevægelser fra alle sider dejligt temperament.

Generelt en rigtig fin kritik, og jeg er jo bare glad for at dommeren også kommenterer at han har et dejligt temperament, for det er jo hvad vi hører fra alle vi møder. Jeg elsker hans temperament!
Det han mangler i forhold til temperament er nok bare lidt mere selvtillid i ringen. Han skal jo helst vise at han ejer ringen når han er derinde, og ikke bare lalle rundt og være glad, men det skal nok komme :)

Vi havde en rigtig hyggelig dag på Bakken, hvor vi kom rundt og fik set lidt på alle tingene, hilst på både menneske- og hundevenner, og bare nød at være i byen.

Nå, det var vist det for denne gang, vi vender snart tilbage med fortælling om endnu en udstilling, denne gang i klub-regi.

torsdag den 16. maj 2013

Alberts første udstilling.


Roskilde 5-5 2013

5. maj  2013 skulle Albert endelig til sin første udstilling!

MEN før man kan blive udstillet skal man smukkeseres! Ikke noget der passer en hvid tornado!
Allerførst hans første helt rigtige bad med shampoo osv, indtil nu har det kun været klatvask og hurtige små-bade, men den går jo ikke når man skal ud og vises frem.
Så han kom i bad. Det gik meget bedre end forventet. Jeg havde regnet med skrigeri og naboer der tilkaldte dyreværnsforeninger, men nej, det blev kun til lidt småpiveri.

En lille våd stakkel!

Efter badet stod den på tørring med hårtørrer. i starten heller ikke nogen favoritbeskæftigelse for den lille Albert, men han endte med at synes det var helt ok. Og efter tørringen gennembørstning. Endnu en ting man som hvid tornado ikke er så glad ved! Men han fandt sig pænt i det hele, og formåede endda at smånyde lidt af børstningen, så helt skidt var det da ikke.

Så er det værste tørret!

Hans debut skulle foregå i Roskilde på andendagen af DKKs internationale udstilling.. Vi havde gået til ringtræning, og havde trænet hjemme også, meeen jeg syntes bare ikke jeg kunne komme op i den fart som jeg skulle for at kunne vise Albert fra hans bedste side, så jeg havde allieret mig med Martin, der er ekspert i at handle hunde som det hedder.. Det var jeg temmelig spændt på, for Albert ER jo altså mors hund... Så enten ville han overraske mig totalt og finde sig i at blive handlet af Martin, eller også ville han flippe skråt, og jeg ville selv blive nødt til at gå i ringen med ham. Det blev en smule en blanding, for Albert fandt sig faktisk rigtig fint i at blive taget væk af Martin, og løb faktisk rigtig godt i ringen med ham. Det med at stå og vente, det var straks værre, han skulle lige gøre opmærksom på at det altså var kedeligt, men i det mindste kunne jeg se på ham at han søgte støtte hos Martin når han blev lidt utryg, og det er jo helt fantastisk at han kan finde ud af at Martin nu er den der passer på ham. Da han skulle løbe alene frem og tilbage foran dommeren blev han dog en smule genstridig, for der hvor han skulle vende var lige præcis det sted hvor han sidst havde et mig, så der skulle han jo liiige se om han kunne finde mig.
Men alt i alt gik det sgu godt!

Lige lidt billeder fra udstillingen som min søde veninde Jeanette har taget og venligst udlånt.
Albert viser at han kan stå fint

Løber med Martin

Skal lige lave lidt narrestreger, så Martin får lov til at arbejde lidt..




Jeg var stolt af min lille dreng, der fik Excellent og blev 3. vinder med en fin kritik: 

Dommer Ulf Bråthen:

Middelstor og middelkraftig hanhund, maskulin for sin alder, godt hoved, kunne være noget bedre pigmenteret, tilstrækkeligt forbryst og hals, god ryg og lænd velvinklede bagben god pels og farve bevæger sig godt fra siden er endnu løs fremme godt temperament, trænger til ringtræning (nej, han trænger ikke til ringtræning, han trænger til at have sin moar i nærheden)


Alberts to søstre Athena og Carla fik også excellent,, men desværre fik ingen af de tre hvalpe fra kuldet certifikat.

Der var ellers lagt op til en helt store opvisning med Albert, tre af hans søstre og hans mor, der skulle have stillet i avls- og opdrætsklasse, men desværre blev søster Amira skadet, så det måtte droppes, men den klarer vi bare en anden gang.

Generelt klarede Albert udstillingen rigtig godt! Jeg var jo i tvivl om hvorvidt al den virvar der er til sådan en udstilling bare ville forvirre ham, men nej Han lukkede det ude, og vi futtede rundt mellem alle de andre hunde med løs snor og uden at blive totalt overgearet.
Og så fik han jo hilst på hans lille kæreste CeCe, der en en herlig lille staff-hvalp. De to er noget så gode venner, og kan ligge og trille rundt og kysse i timevis. De er bare herlige sammen!
CeCe var på udstillingen begge dage, og hele lørdagen og hele søndagen indtil vi mødtes havde hun ledt efter Albert! Hver gang hun så en stor hvid hund måtte og skulle hun hilse, men hver gang blev hun skuffet. Det var jo ikke Albert.. Så kom hun over forbi hvor Albert holdt til, og hilste på Alberts søster. Hmm det var da lidt ok, meeen det var jo stadig ikke Albert.. Så blev Albert lukket ud af buret, og da HAN kom over til CeCe ville jublen jo ingen ende tage! ENDELIG havde hun fundet ham og ja, så kunne de ligge der og lege så længe det skulle være.



Sådan en udstilling er jo lang, så for at han kunne få nogle pauser, så havde vi jo købt et bur til ham. DET var lige noget han kunne bruge! Det blev stillet op ad søster Athenas bur, og så kunne de ligge der og se og lugte hinanden. Albert er så glad for det bur at han helt frivilligt gik ind i det for at lige og hygge sig. Ud ville han da gerne, og så lidt rundt og opleve, men når vi kom tilbage til der hvor vi holdt til, så susede han direkte ind og lagde sig i buret. han var så begejstret for det at da vi var igang med at pakke hans bur sammen, så så han lige sit snit til at drøne direkte ind i Athenas bur, hvor han lagde sig ned. Så ingen tvivl om at det bur var en god investering.


Efter udstillingen måtte vi jo rundt og se på de forskellige boder, og der blev da brugt nogle penge på godbidder, hundetæpper, legetøj og andre gode sager.

Og så lærte jeg nok også, at skal Albert vises frem, så skal jeg have lettet min brede bag, have gang i futterne, og selv vise ham frem, for så render han da ikke og leder efter sin moar! (så forsøger han højst at æde mit tøj mens vi løber)

Men jeg er Martin evigt taknemmelig for hand handling af Albert i Roskilde, og jeg hiver da nok også fat i ham en anden gang kunne jeg forestille mig ;)

Alt i alt en rigtig god dag, og TAK til alle dem der kom og kiggede på og heppede på os :D

Næste udstilling blev så Bakkeskuet på Dyrehavsbakken. Mere om det i næste blogindlæg. (Lur mig om jeg ikke selv kommer ud og løbe der!)

onsdag den 15. maj 2013

Vores første lydighedsprøve.


Lørdag den 13. april 2013 skulle Albert og jeg til vores første lydighedsprøve.
Bare en uofficiel, flere af øvelserne havde vi aldrig trænet til træning endnu, så det var mest af alt bare for sjov, og for at se hvor vi egentlig var henne med træningen.

Dagen før havde jeg lige gået programmet igennem, og ja, det så håbløst ud! Albert havde pludselig glemt alle de øvelser der ellers har siddet så godt fast! Og derudover havde han totalt glemt ALT om at når der blev sagt plads, så går man over og sætter sig på venstre side. Albert stillede sig bare et tilfældigt sted i nærheden.. Nå men en dårlig generalprøve giver en god premiere, er det ikke det man siger??

Selve prøvedagen startede ud med at min 10-måneders hvalp om morgenen for første gang nogensinde fandt ud af hvad en løbsk tæve var for en! RIGTIG god start på dagen da! Og ja, resten af dagen var så også derefter.

Vi mødte op i god tid. Kennelmutter Britt var også mødt op for at heppe. Så vi fik snakket lidt, set nogle af de andre prøver, og så hentede jeg Albert, og fik lige varmet op med ham, forsøgte at få lidt kontakt, hvilket stort set var umuligt...

Så gik prøven igang.. Mja. Albert startede ud med stadig 100% at have glemt at man skal sidde ned når man går på plads.. Og da man skal starte samtlige øvelser med at have hunden på plads var det jo allerede der lidt af en udfordring! Det tog sådan ca 30 sek at få ham på plads inden hver øvelse..

Tandvisningen: Mja, Albert ville ikke have kigget på sine tænder, og ville ikke holde munden lukket, meeen det lykkedes os da efter lidt tid at få set alle tænder.. Han har aldrig været begejstret for tandvisning, men har da heller ikke været så genstridig før!

Lineføring: Jeg følte faktisk at den gik forholdsvis godt, når man tænker på at Albert på INTET tidspunkt i øvelsen gad have kontakt til mig!! Men lidt flagrende, skulle lokkes lidt af og til, have lidt ekstra kommandoer, så ikke det mest overbevisende..

Stå: Han stillede sig fint, men blev ikke stående som han jo egentlig skulle, men det var da ok..

Spring: Her overraskede han mig ved at udføre det rigtig flot! Han sprang fint over, og kom på plads ved siden af mig, så ikke noget at klage over der, andet end at vi skal have en smule mere sikkerhed i øvelsen.

Stillingsskift: Han gjorde tingene, men skulle bruge en masse ekstra kommandoer.

Indkald: Han kom ind som skudt ud af en kanon, meen havde jo lige glemt det der med at man går på plads på venstre side, så ikke fuldt op på point der heller.
På vej ind i fuld fart!

Næseprøve: Han ville ikke sidde stille mens pindene blev lagt ud, så jeg måtte holde i halsbåndet, ergo 0 point, MEN han fik lov til at udføre øvelsen, og han fandt sin pind!

Dæk: Det passede ikke herren at blive liggende, selvom han ellers har brillieret i den øvelse, men jeg var ikke engang kommet ud og stå før han havde rejst sig, Lig med 0 point igen..

Helhedsindtryk: Meget ung hund, som på dagen er ukoncentreret.. Ja..Det er så sandt som det var sagt må man sige..

ALT i alt fik vi 107 point ud af 180 mulige. Man skal have 120 for at bestå, så vi var faktisk slet ikke sååå langt fra igen. Men bedre held næste gang! Og der skal nok komme en anden gang, for det var rigtig sjovt!

Nervøsitet havde jeg faktisk ikke noget af, jeg var mere bare spændt på hvordan det hele foregik, Men alligevel kunne man da man var på banen da godt lige mærke at hjertet slog lidt hurtigere end normalt.
Trods min lille hvide tornados absolutte mangel på koncentration var det en god oplevelse, og en rigtig god dag!

Det var lige en lille fortælling om vores første lydighedsprøve. Der kommer meget snart flere indlæg her på bloggen, om både hyrdeinstinkt-test og om vores første udstilling.



 Er ikke helt sikker på hvad det er vi laver her ;)

Billeder taget af Jannie Koertz Andersen 

torsdag den 21. marts 2013

Æv, lidt mere sygdom.. Men også lidt nye udfordringer.


21. Marts 2013

Planen var at Albert skulle på udstilling på søndag.
Men naturligvis bliver der lige sat en stopper for det! Albert har fået papilloma-virus. Og hvad er det så? Jo, det er en virus, der giver vorter i mundregionen, altså tandkød, læber, evt tunge.
Albert har kun en enkelt på læben, og er ikke generet, MEN det smitter! Så ingen udstilling. Det er heldigvis det man kalder en unghundevirus, og sjældent at voksne hunde får den, med mindre deres immunforsvar er nede.



Her kan man se vorten på underlæben...

Men IH hvor er jeg irriteret! Nu har han været meldt til to udstillinger, og begge har vi måttet melde afbud til!

Så vi må jo finde på noget andet at lave! Så istedet har vi meldt os til en LP1 prøve! Uofficiel naturligvis.
DET skal nok gå godt! Der er et par øvelser som vi absolut kun har trænet overfladisk, så vi er gået i træningslejr!
Pyha. Men det skal nok blive sjovt, og i virkeligheden synes jeg jo at lydighed er MEGET sjovere end udstilling!

Så vi har lidt at lave den næste tid. En enkelt øvelse er hen helt håbløs til, men resten kan han. Nogle af dem helt fantastisk, andre bare rimeligt. Men vi arbejder bare på at afpudse det hele og regner ikke med noget som helst.

Og ja.. Når vi ikke træner, så hygger vi os i sofaen!
Hav det godt til næste gang vi melder os på banen. Om ikke andet skal vi jo nok komme og fortælle hvordan prøven gik....

tirsdag den 12. marts 2013

Marts 2013, Albert 9 måneder

Godt så, siden Alberts sygdom har vi da lavet en hel masse sjovt.

"Godt du kom moar jeg har forsvaret køkkenet mod en stor klump jord, der angreb!"

Jeg plejer jo at være på søndagstur med et par veninder, deres hunde, og så Binka. Nu begynder Albert så småt også at komme med på turene. Og det nyder han! Han kæmper bare med hende der Misja-hunden for hun vil meget gerne løbe i forvejen, og det er ikke noget en hyrdehund kan lide! Der skal være orden på sagerne, og man skal gå i samlet flok. Så han spurter frem og tilbage og forsøger at få hentet Misja ind til flokken, men det er bare ikke nemt!
Men han nyder det nu alligevel.

"Closeup"

Kort tid inden jul var vi i skoven med en masse af hvalpene fra kuldet. Det var altså sjovt!. Og en smule pinligt at Albert som den eneste skulle gø konstant *G* Men rigtig sjov tur hvor man fik snakket en masse hund og "gør jeres også sådan?" osv. Rigtig hyggelig tur var det!



"Haps"

Hvad lydighed angår, så er vi temmelig splittede.. Albert er FANTASTISK at træne med! Men.. Når vi går på gaden, så er det en helt anden sag! Han hiver, han trækker, han hyler og han skriger! Ej SÅ slemt er det heller ikke, men hold op han kan være en udfordring! Han er oppe på at veje 36 kilo, så nu går den bare ikke længere! Mine arme bliver længere og længere! Så jeg er meget meget stædig. Man kommer ingen vegne når man trækker, man får ikke lov at hilse på andre hunde hvis man skriger hele vejen derhen og så videre!
Og det hjælper! Meen det går langsomt. Men når den værste energi lige er brugt så kan han faktisk gå noget så pænt! Men der er lige lidt spilopper der skal ud først! Men når spilopperne er forsvundet, så kan han gå med løs snor og kigge op på mig konstant. Det er sgu skønt, og jeg glæder mig til det virker på hele turen.
Til træningen er han SKØN! Han elsker at træne, og han lærer hurtigt! Det vi mangler er at få afpudset det sidste, så øvelserne bliver helt tiptop, men det skal nok komme. Lige nu satser vi på at snuppe en lydighedsprøve i efteråret, men lad os nu se. Vi hygger os i hvert fald med træningen, som stadig foregår sammen med hans ene søster. Det er så skønt at se de to sammen, de er SÅ glade for hinanden!

Båret ned af trapperne bliver han stadig.. Pyha.. 36 kilo op på skulderen og så afsted! Thomas er sød nok til at tage ham når vi skal op, for der har jeg givet op. Vi er så småt begyndt at lære ham at gå op af trappen så det gør han en gang om dagen, men ned bliver han båret hver gang. Ved ikke hvor længe vi holder ved, men jeg er stædig, og satser på tre måneder mere! Så er han et år, og så må det være godt nok! Så har jeg i hvert fald gjort hvad jeg kan for at skåne hofter og albuer..

For noget tid siden oplevede han sne for første gang. UHA jeg var spændt på hvad han ville sige til det! Og hvad sagde han så til det? Intet.. Absolut intet... Så det var da noget af et antiklimaks! Nu er sne da ok og sjovt, meen der var ikke den store overraskelse at spore den allerførste gang.

Hygger med søster Binka

Han har et par gange mødt Britt, hans opdrætter. Det er altså sjovt, for han siger nogle helt specielle lyde når han ser hende! Han laver ikke de lyde på noget andet tidspunkt, men KUN når han ser Britt. Det er altså noget så skønt at høre. Britt, og Alberts mor Mimmie var også med på mosetur en dag, og det var bare skønt! Dejligt at se Albert blive sat lidt på plads af moar!

Psykisk er Albert helt fantastisk. Han er nu 9 måneder gammel og inde i hans hoved er han stadig bare en lille hundehvalp, og der er ikke et ondt hår på ham! Han er SÅ god ved alt og alle. Eneste problem er at han er noget så stor og glad og klodset, og ikke har helt styr på sin krop, så det er med at stå fast når han kører derudaf!

"Man kan vel ikke gøre for at man har charme?"

Vores Binka har været i løbetid, og det var jeg godt nok spændt på hvordan han ville tage. 9 måneder gammel. Det er lige på kanten til at han så småt kan begynde at finde ud af hvad det der med tøserne er for noget. Men han klarede det SÅ fint.. Han kunne da godt forstå at der var et eller andet der var anderledes, men hvis han snuste til hende fik han et nej, og så holdt han op. Hold op jeg synes han var dygtig!

Fin er han nu altså ..

Om to uger skal vi til vores første udstilling. Det er jeg godt nok spændt på. Vi havde jo meldt ham til udstilling i november, men så blev han jo syg, så vi måtte blive hjemme.. Men nu skal det være!
Jeg er ikke og har aldrig været det store udstillingsmenneske, og det med ringtræning, det er bare ikke mig. Men trænes skal der jo, for vi skulle jo nødig være pinlige i ringen!
Der er også indkøbt et stofbur til ham til udstillingen. Det bliver alt for meget for sådan et lille hundehoved at skulle tage stilling til alt det der sker på sådan en udstilling, så det er en rigtig god idé at han har et sted han kan være lidt i fred og slappe lidt af.

I Udstillingsburet


Så må vi inden udstillingen hygge os med bad tørring, klip af kløer og alt det andet der skal til for at man kan se godt ud. Pyha, det skal vi da nok blie uvenner over. Ej han synes efterhånden det er ok at blive soigneret men der er da så meget andet han hellere vil!


En lur på mariehønen er da ikke så skidt..

Så er der da opdateret lidt siden sidst. Vi vender tilbage igen senere. På gensyn :D