tirsdag den 24. juli 2012

Alberts første dage i det nye hjem.

Albert er en bandit.. Men han er en dejlig bandit!

De første dage i det nye hjem har han taget helt pænt. Allerførste dag var præget af hyleri, piveri og gøen! Sådan lidt "hjælp jeg savner min mor og jeg gider ikke det i vil have mig til". Men han er så småt ved at forstå at hvis man siger sådan, så får man overhovedet ingen opmærksomhed! Så nu er piveriet begrænset til når man ikke gider gå længere på turen. Så bliver man bare taget op på armen, og båret længere væk hjemmefra. For hjem vil man gerne gå! At gå en tur alene uden storesøster Binka er ikke noget han er begejstret for endnu Verden er lidt stor. Det er ikke sådan når man flytter fra landet til stenbroen! Man kan lave nok så meget miljøtræning på sådan nogle små hvalpe, men at genskabe larmen fra biler, skrigende børn, udrykning, fodboldkampe og tenniskampe lader sig ikke rigtigt gøre. Så vi tager nogle ture, hvor vi bare sidder og kigger på trafikken. Hver tur forsøger jeg at udvide med noget nyt, så han både får trygheden af at lære det gamle bedre at kende, men samtidig også ved at der altid sker noget nyt.

Han er meget tæt på renlig! Så snart han vågner bærer jeg ham ned, og så snart han bliver sat på jorden tisser han. Meget dygtig lille dreng synes jeg! Der har været et par tisseuheld heroppe, men det har hver gang været os, der ikke var hurtige nok. For når sådan en lille en skal tisse skal han altså tisse.

Anden nat gik fint som første nat. Dog mente han at vi skulle lege når vi havde været nede, men efter en halv time faldt han dog i søvn igen. Generelt skal han ud hver 3. time om natten. Glæder mig til han kan holde sig bare LIDT længere....
Han har efterhånden mødt rigtig mange hunde, og er begyndt at synes de er helt sjove. Er dog ikke så begejstret for dem der gerne vil gø ham lige ind i hovedet. Det kan jeg sådan set godt forstå! Så går vi pænt videre. Men det gode er at når der er noget han ikke er begejstret for, så kommer han hen til mig for at søge tryghed. Det er altså helt kanon! Det er lige sådan det skal være!

Han elsker legetøj, og han elsker sin nye storesøster! Hun er knapt så begejstret.. Kigger stadig på os med et "hjælp" i øjnene når han står og vil lege med hende. Men hun skal nok tø op. Om de ligefrem bliver puttevenner, det tør jeg ikke love, men de skal nok blive gode venner, når Binka en gang finder ud af hvad han egentlig kan bruges til.

Jeg er jo på arbejde her den første uge, så det er Thomas, der har fornøjelsen af Albert hele dagen. Det går sådan lidt forskelligt *G* I går kom jeg hjem til en mand, der var helt smadret fordi Albert havde hærget, og nægtet at gå tur! I dag havde de hygget sig, Albert havde kun leget med legetøj, turene var med lidt tricks gået helt godt, osv.

Jeg synes han virker til at være faldet rigtig godt til. Han er glad for hunde og mennesker. Cykler og klapvogne er lidt underlige, men tilsyneladende skal han bare se ting en enkelt gang før han synes de er ok.

I dag syntes jeg han skulle opleve lidt ekstra spændende, så vi gik ud hvor der er vejarbejde. Der er afspærringer, gravkøer, metal- og jernplader, der både larmer og gynger! Men nu er der åbenbart det med Albert, at han jo faktisk ikke ved hvordan et fortov SKAL se ud! Så han tog det med en knusende ro! svansede over gyngende træplader, larmende jernplader og jeg ved ikke hvad. Et sted var de igang med at trække et 30 meter langt plastikrør ned i et hul i jorden. Det trådte Albert lige så elegant hen over som om det ragede ham en papand! Og det til trods for at storesøster Binka mener at sådan noget er dødfarligt!

Generelt skal der vist meget til at slå den lille fyr af pinden, selvom jeg det første døgn godt kunne have mine tvivl! Da var han altså en lille bangebuks. Men kennelmutter Britt kan vist godt være stolt af sit arbejde :o)

Det var vist det for denne gang, men der kommer snart mere i føljetonen om Albert :o)

Lige et enkelt billede at slutte af på:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar