Jeg har altid været vild med hunde.. Men som barn var der ikke noget at gøre, mine forældre ville IKKE have hund! Jeg fik så en "låne-hund" som jeg gik tur med hver dag. En skøn beagle, der hed Karpov. Ham gik jeg mange og lange ture med, og da jeg var 16 fik jeg endelig lov til at få en hund!
Jeg spekulerede længe over hvilken det skulle være, for jeg havde altid ønsket mig en langhåret gravhund, men min onkels schæfer Bamse havde nu også en stor plads i mit hjerte. Og det endte med en schæfer, og endda en langhåret!! Ligesom Bamse.. Han skulle jo have et navn, og da jeg fik ham mens der var VM i Italien i 1990 kom han til at hedde Marco efter Marco van Basten!
Marco var en bandit.. Totalt fremme i skoen og hadede alle andre hunde. Men han var MIN hund, og jeg elskede ham! Vi gik til træning, lydighed og spor, i Schæferhundeklubben to gange om ugen i stort set hele hans liv. Han blev ikke mere velopdragen udenfor træningsbanen, men han klarede sig da igennem skærene til de prøver vi var oppe til! Desværre var Marco ikke født under den heldigste stjerne.. Han havde hypothyreoidisme, allergi og dårlige hofter, så han blev kun næsten 8 år, så måtte vi gå den tunge gang og få ham aflivet. Det var ikke sjovt, men livet var ikke sjovt for ham mere, og så skal man sige stop..
Men leve uden hund kunne jeg jo ikke længere! Men hvad skulle man så kaste sig ud i? Jo.. Jeg var ikke i tvivl. Mens vi gik i schæferhundeklubben havde jeg set den race jeg ville have! En dag kom der nemlig en med en hvid schæfer, og så var jeg solgt! Året var 1998, og det med internet var jo ikke rigtig noget man havde endnu, så det man gjorde var jo altså at tage telefonen og ringe til DRU mener jeg det var, hvor man få fik nummeret til en racerepræsentant. DKK anerkendte jo ikke den hvide schæfer, så det var jo ikke en mulighed at ringe til dem! Men jo. Det var det. For da jeg talte med racerepræsentanten/hvalpeanviseren fortalte hun at DKK var begyndt at x-registrere (=prøveoptage) hvid schæfer, dog under navnet "Hvid Hyrdehund", og der var faktisk et hvalpekuld lige nu. Jamen dog! Jeg fik telefonnummeret på opdrætteren og ringede straks! Til en ældre sønderjysk dame.
Ja, de havde da en enkelt tæve tilbage, ellers var de alle solgt... Æv... Jeg ville jo have en hanhund.. Jamen hun kunne da så lige snakke med sin søn, der skulle have den ene hanhund, for det kunne da være han ville have en tæve istedet. UH det måtte hun da meget gerne! Kort efter ringede hun tilbage at sønnen ville gerne tage en tæve, så jeg kunne få hanhunden hvis jeg ville. Jamen det vil jeg, men jeg skulle jo se den først! Så i weekenden tog vi over til Rødding i Sønderjylland og hilste på. Og jeg var jo solgt! Her er jeg med Gilbert 4 uger gammel:
Ja.. Når man først har haft sådan en i armene er man solgt!
Så 4 uger senere tog vi over og hentede Gilbert som han hed.. Perfekt navn, som jeg ikke kunne drømme om at lave om på!
Gilbert var fantastisk, men det gik hurtigt op for mig at den slags træning jeg havde lært, slet ikke duede på en hvid hyrdehund.. De er meget signalfølsomme, så når jeg prøvede kæft-trit og retnings-træning, så fattede han intet og blev bare bange for mig. Så det holdt vi hurtigt op med. Og jeg droppede at træne med ham, andet end almindelig hverdagslydighed, så som sit, dæk og gå pænt. Det lærte han til gengæld helt godt.
Da han blev omkring 8 måneder begyndte jeg at gå længere ture med ham. Jeg begyndte at gå i Lersøparken, hvor jeg så tilfældigvis mødte min mand, der kom deroppe med hans to hunde, Zita og hendes hvalp Betty :o)
Gilbert var ikke en hund, der elskede alle andre hunde han mødte, store hanhunde var ikke hans kop te, men ellers var han nu en dejlig hund. Fremmede mennesker var heller ikke noget han brød sig om, men det kunne vi leve med. Vi bor ikke på en "banegård" hvor der hele tiden kommer nye folk, så det var ikke så svært for os at leve med.
Gilbert levede et godt og langt liv. Oplevede lidt af hvert, var med på ferier osv osv osv. Da han var omkring 8 år opdagede jeg klikkertræning, hvilket viste sig at være den helt rigtige metode til at træne ham, så det fik vi da også hygget lidt med. Han lærte at rydde op og lidt andre sjove ting. Og omkring samme tid kom vores næste hund ind i billedet. Binka. En dejlig lille livlig labradorpige, der ikke går af vejen for noget som helst. Man keder sig ikke i hendes selskab!
Jeg fik lov til at få 13½ år med skønne Gilbert. Han blev simpelthen bare gammel. Fik gigt.. Havde ikke lyst til at være aktiv, og til sidst var det også så som så med at få ham til at spise, så han fik fred, og er savnet hver eneste dag.
Men.. En ny hund SKULLE jeg jo have, og jeg var ikke i tvivl om at jeg ville have en hvid schweizisk hyrdehund igen. Det er en fantastisk race! Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have en i huset. Så sådan en måtte jeg jo ud og finde.
Jeg kendte allerede Britt fra Hundegalleriet. Vi havde tidligere snakket om hvalpe sammen, så nu var muligheden der jo. Det var faktisk Britt der kontaktede mig da hun hørte jeg havde mistet Gilbert. Der skulle imidlertid gå næsten et år før det rent faktisk blev til noget.
Men det har nu også været fantastisk at have et tæt forhold til sin opdrætter hele vejen igennem. Jeg har hørt om mulige emner til haner, og har hele vejen igennem fået masser af opdateringer om hvad planerne var, og hvornår de skulle udføres.. Havde også den store ære at være med til scanningen af Mimmie som tæven hedder, så jeg kunne selv se hvalpene på skærmen. Det var en dejlig dag.
Og nu hvor hvalpene er født får jeg også daglige opdateringer, og billeder, og sidder og følger hvalpene på webcam. Det er så fedt, og jeg takker Britt for at jeg har været med så tæt på hele vejen. Det er helt fantastisk. Og Britt skal ikke tro at hun slipper af med mig når hvalpen flytter hjemmefra! Næææh! Hun vil blive belemret med hvalpebilleder, og ikke mindst den her blog! Og her vil hun få lov til at få det sure med det søde! For nok skal hun nok få at vide hver gang hvalpen gør noget godt og er dygtig, og opnår noget. MEN! Hun skal også nok få at vide hver gang "møgkøteren" har spist min sko/hovedpude/ fjernbetjening/sofabord! Og det vil naturligvis altid bunde i mangel på opdragelse fra opdrætterens side ikke Britt? ;o)
Jeg har allerede købt halsbånd, snor og sele til "Albert" Lilla naturligvis, så passer det både til han og tæve ;o) Lidt legetøj er der da også indkøbt, for ganske vist har vi huset fyldt med gammelt hundelegetøj, meen den lille skal jo også have noget der er indkøbt specielt til den. Jeg kom ganske vist til at give et af legetøjene til Binka, for hun fik øje på det, og hendes øjne lyste op! Men det er ok.. Mon ikke jeg finder noget andet jeg kan belemre den lille hvalpe med ;o)
Nej, jeg glæder mig altså til at få hvalp i huset igen! Lige så forfærdeligt det kan være, lige så fantastisk er det! Både at kramme en dejlig lille blød sovende hundehvalp, men også at følge dens udvikling. Vi er allerede meldt til det første hvalpehold. Det starter i september.
Som det ser ud nu flytter "Albert" hjem til mig den 20.-21. juli. Og i morgen skal vi igen ned og kramme alle hvalpene. Åh det bliver dejligt at se hvor meget de har udviklet sig siden sidst! Man kan nærmest dagligt se udviklingen. De er nu begyndt at gå istedet for at kravle og mave sig frem, og leger så småt med hinanden også. Så lige nu sidder jeg bare og glæder mig til i morgen :o)
Håber i alle får en dejlig dag :o)
Du skriver bare så godt og levende , det er en stor fornøjelse at læse.
SvarSletGlæder mig til at se jer i morgen og vise de små banditter frem :)